25 år med Poda Hegn

Oprettet d. under Jubilæum

25 år med Poda Hegn

– et portræt

I slutningen af 90'erne måtte Dorit og Svend Erik Højgaard træffe et valg mellem at drive en kvæggård eller overtage det lokale Poda hegns-center i Vestjylland. Valget faldt på at drive Poda Hegn Vest - og det er en beslutning, som de aldrig har fortrudt.

”Vi drev en kvæggård med malkekøer, og i den forbindelse fik vi lavet en indhegning på gården sammen med den daværende Poda Hegn forhandler. Vi var godt tilfredse med resultatet og da vi senere fik mulighed for at overtage hegnsforretningen, slog vi til. Vi troede nok, at vi kunne klare begge dele, men det stod hurtigt klart, at vi måtte træffe et valg - og det blev så Poda Hegn Vest”, fortæller Dorit og Svend Erik Højgaard, der i år sammen har drevet virksomheden i 25 år.

”I starten var hegnsopgaver for landmænd kerneproduktet for Poda Hegn Vest, og man kan sige, at min uddannelse og erfaring som landmand gav mig et godt udgangspunkt for hegnsopgaverne, fordi jeg kendte til de problematikker, som landmændene var optaget af”, fortæller Svend Erik Højgaard.

Sneglehegn og indhegning af miner

I løbet af de 25 år er der kommet flere og flere arbejdsopgaver til, og i dag løser Poda Hegn Vest mange forskellige opgaver. Der er stadig de traditionelle hegnsopgaver for landmænd, men det kan også handle om at hegne områder ind, så dræbersnegle holdes ude - eller indhegning af områder ved Vesterhavet (Nordsøen), der skal afsøges for gamle krigsminer.

”Vi hegner for kronvildt - både for at holde vildtet inde i skoven og for at holde dem ude fra områder med nyplantede træer og afgrøderne på landmandens marker. I de senere år har vi desuden udført mange opgaver med sikringshegn til daginstitutioner, bilforhandlere, vandværker, rensningsanlæg og genbrugspladser, foruden stakit og hegn for private kunder”. Naturplejeprojekter i samarbejde med Naturstyrelsen og kommunerne er også blevet en væsentlig del af forretningen.

- ”Det er kort sagt en meget bred vifte af opgaver, vi løser”, siger Svend Erik Højgaard.

3.500 kilometer hegn

Hos Poda finder man alle de forskellige hegn, der er nøje konstrueret til hvert sit formål. Og når man skal have en løsning på en hegnsopgave i området, så er det Svend Erik Højgaard og Poda Hegn Vest, man skal have fat på.

”Det er et forholdsvis stort geografisk område vi dækker, så det er blevet til nogle kilometer i bilen i løbet af de 25 år”, fortæller Svend Erik Højgaard.

I dag er der en gruppe dygtige medarbejdere til at varetage de mange opgaver i virksomheden: ”Udover at give god rådgivning lægger vi stor vægt på, at vores hegn er af god kvalitet og samtidig kan erhverves til en rimelig pris”, fortæller Svend Erik Højgaard. ”Med vores store erfaring kan vi mange gange komme med forslag, som der måske ikke lige er tænkt over, og vi glæder os ofte over, at nye kunder henvender sig, fordi vi har udført en arbejdsopgave, som andre kunder har været tilfredse med”.

Hvor meget hegn er det blevet til på 25 år? Jo, igennem årene har Poda Hegn Vest leveret ikke mindre end 3.500 kilometer hegn og det svarer rundt regnet til at indhegne 11.000 fodboldbaner - eller et hegn i fugleflugtslinje fra virksomheden i Bækmarksbro til Middelhavet - tur/retur!


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar